Medlemsrejse til Helsingfors og det sydlige Finland
8 dage i august 2023
Foreningen planlægger i samarbejde med Gislev rejser en medlemsrejse til Helsingfors og det sydøstlige Finland i perioden 8. til 16. august 2023, med 1-2 dages variation.
Flyrejsen går fra Kastrup lufthavn til Helsingfors lufthavn ca. 40 km nord for byen. Rejsetid er ca. 75 minutter. Datoerne er med forbehold for om det er væsentligt billigere at rejse med Finnair 1-2 dage før eller senere. Antallet af dage for rejsens længde er dog fastlagt til 8 dage inklusive rejsedage.
Rejsen rundt i Finland foregår med bus og vi har en dansktalende guide under hele turen.
Da tider for flyafgange og priser for flyrejser, hoteller og buser endnu ikke er fastlagt er det desværre endnu ikke muligt at sige noget om prisen for den samlede rejse. Man må forvente en ekstraudgift, hvis man ønsker enkeltværelse på de forskellige hoteller. I prisen vil være indeholdt 1-2 måltider pr dag.
Rejsen gennemføres ved mindst 24 tilmeldte deltagere.
Vi planlægger 1 nats ophold i Jyväskulä, 2 nætter ved Punkaharju, 1 nat ved Imatra og 3 nætter i Helsingfors. Rækkefølgen af hotellerne kan ende med at være en anden end den her nævnte.
Vi skal blandt meget andet se finsk kunst og Alvar Alto´s arkitektur i Jyväskulä. Vi skal se storslået natur, søer, skove og masser af vand. Vi ser større og mindre byer, og vi besøger nyere og ikke mindst gamle kirker og historiske steder i og omkring Punkaharju. Vi skal se historiske steder fra vinterkrigen i 1939 og fortsættelseskrigen 1943-44 omkring Imatra. Vi får mulighed for at gå i sauna. I Helsingfors besøger vi Domkirken, Uspenski Katedralen og Tempelkirken, som er sprængt ned i klippen og fremstår rå og imponerende. Vi får fortællinger om de vigtigst dele af byens historie. Vi ser mange eksempler på byggestilen fra tiden hvor landet var den storrussiske zars fyrstedømme frem til selvstændigheden den 6. december 1917. Vi besøger torvehallerne og fiske- og frugttorvet ved havnen. Vi besøger designmuseet og kunstmuseer og kan gå strøgtur på Esplanaden og andre smukke og spændende forretningsgader i byen og vi kan komme i Storcentret Stockmann på Aleksandergaden – et af Europas største.
Vi får god tid til at studere byen på egen hånd. Det er let at gå rundt i den centrale bydel, og der er et velfungerende system af sporvogne og metro og færger, hvis man ønsker at komme lidt længere rundt.
Man betaler med Euro i Finland og næsten alle steder kan man betale med betalingskort.
Man kan udtrykke forhåndsinteresse for deltagelse i turen til Torkil Würtz på 26756223 eller på vicki.torkil.wurtz@gmail.com
Se alle delatjer om turens program, priser etc.
Medlemsrejse til Finland 2023 (download pdf)
Tilmeldingsskema (download word-fil)